Sct. Mortens Kirke har fået nyt teleslynge- og lydanlæg fra NorthStar

Sct. Mortens Kirke i Randers er en usædvanlig smuk gotisk købstadskirke fra begyndelsen af 1500-tallet. Kirken blev opført som en del af et stort klosteranlæg. Dens størrelse kan måle sig med flere af Danmarks domkirker. Netop størrelsen med mere end 18 meter op til lofthvælvingerne har udfordret taleforståeligheden i en grad, så menigheden har haft svært ved at høre præstens ord.

Sidste år kom lydspecialisterne fra NorthStar til Randers. De opmålte kirkerummet og indsamlede lyddata til at skræddersy den bedst mulige lydløsning med fokus på god taleforståelighed og optimal lyddækning i forhold til Sct. Mortens Kirkes akustik.

NorthStar benyttede Bose Modeler® software til at opnå den helt rigtige lydløsning og udvælge højttalernes placeringer, så menighedsrådets ønsker og behov blev opfyldt. Ved hjælp af Auditioner® teknologi kunne NorthStar præsentere og demonstrere løsningen, så menighedsrådet fik mulighed for at lytte til kirkens nye lydbillede, inden de valgte deres lydleverandør.

NorthStar blev valgt som leverandør af det nye, moderne lydanlæg til kirken. I marts 2019 vendte NorthStars AV-teknikere igen tilbage til Randers for at trække kabler og installere anlægget med 34 Bose MA12 kirkehøjttalere på 18 forskellige positioner. Derudover blev teleslyngen udskiftet, så kirkerummet nu opfylder de nyeste krav. Endelig blev de trådløse mikrofonsystemer udvidet, og lydanlæggets betjening blev udskiftet med et digitalt brugervenligt kontrolpanel.

”Vi har lavet lydanlæg i en del af landets største kirker. Hver gang er der altid en særlig glæde ved at levere en løsning, hvor lydkvaliteten vil gøre en stor forskel for kirkegængerne”, fortæller Lennart Funch, CEO hos NorthStar. Han fortsætter: ”Rumklangen kan vi ikke gøre noget ved, men med kirkens nye lydanlæg og teleslynge kan menigheden uden at anstrenge sig høre præsten fra alle pladser i kirken.”

Udgivet i NorthStar.