I Næstved er byggeriet af den nye multiarena ved at tage fart. Taget er kommet på, og arbejdet med de indvendige installationer er nu så langt fremme, at NorthStar er påbegyndt opsætning af højttalere og LED skærmkube i opvisningshallens loft.
Arena Næstved skal kunne rumme 3.500 tilskuere til sportsevents og hele 5.000 deltagere ved de store koncertarrangementer. Arenaen åbner sidst på året og starter med at lægge faciliteter til 16 håndboldkampe ved damernes VM 2015 i december.
Kvalitet i top
Kvalitetskravene til bl.a. lyd og billede er derfor helt i top, så tilskuere og alle brugere af Arenaen får en oplevelse i verdensklasse. Derfor var man hos NorthStar stolte over, at deres lyd- og AV-løsninger blev valgt.
Aftalen som lyd- og AV-leverandør til Arena Næstved omfatter levering og installation af lydanlæg til opvisningshallen, i VIP-loungerne, omklædningsrum og foyer-områderne. På billedsiden vil en 4x8 m2 stor LED skærmkube midt under spærene over opvisningsbanen informere og underholde tilskuerne. Og både i VIP-lounger og foyer-områderne monteres infoskærme.
NorthStars direktør Lennart Funch uddyber: ”Arena Næstved skal danne en ramme, der giver alle i huset den optimale oplevelse. Uanset om det er til sport, messer, udstillinger, shows eller koncerter. Det stiller høje krav til lyden - både ved tale og musikafvikling - og en visuel afvikling på skærme og kube, som underholder og informerer alt efter behov.”
NorthStars lydløsning er designet med Bose Modeler software, så lyddækning er optimeret og uønskede ekkoer minimeret. Lennart Funch understreger: ”Selv om vi altid beregner og på forhånd kender og garanterer kvaliteten af vores lydløsninger, er det altid en særlig oplevelse at lytte til det færdige resultat i en stor multihal som Arena Næstved. Vi glæder os, det bliver rigtig godt.”